Tekst efter A
Kyrkæherræ burgemæstær rathmæn pa Scanør helse allæ thettæ breff see ællæ høræ læsæ kærlegho mæth gwth/ ♦ Wyderlikt scal waræ allæ mæn/ thet wor howysman Frylle pa myns hærræ konyngens wæghnæ spordhæ ws om gammæl rææt pa Scanør ok særdeles om myns hærræ konyngens iordh ♦ Tho kallædhæ wy sammæn the aldynggæ the wy prøwedhæ ther bææst aaf wistæ/ ok myntæs i konyng Woldemars daghæ hwos syæl gwth hawæ/ ♦ Tha sagdhe the thet thøm wyderlykt war ok wysdææ hanum al the iordh som konyngæn tyl hørdhæ ok sydhæn tyl ær kommæn hwor hwn laa/ ♦ Særdelæs spordhæ han om kampæræ fyyd i thet førstæ hwor nær hwn raktæ Høøl Tha wysdæ the hanum hwor Høølyæ bodhær aat skyldæ ok kampæræ[1] fyyd/ Tha sagdhæ the thæt i konyng Waldemars daghæ bodhærnæ i Høøl paa badhæ sydhær hørdhæ tyl kronæn Ok konyngens foghit Boo Dorswen baar wp al bodhægyæld ok ræthikhedh som konyngen kunnæ tyl fallæ i Høøl/ ♦ Ok foghydens boodh i Høøl hwn stoodh pa then sydhæ som nw syghæ kampæræ thet thørræs æær ♦ Framdeles spordhæ han hoos Skyoldæn som the sækkæbodhær sta/ ♦ Tha wysdæ the hanum eeth kors hoos Rostoks kyrkegordh ok een pææl af oldynges hafthæ stondat ok skyldæ aat kampæræ fyyd ok stowærskæ fyyd ok konyngens iordh/ hwilkæn pææl som kampæræ foghyth lood wp grawæ i Gwtmund Dyækns thyth/ ♦ Hwylkyn køpmanscap wilde paa Skyoldæn hawæ i konyng Woldemars daghæ tha skuldæ han hawæ thet meth konyngens foghitz mynnæ ok konyngens foghit bar wp al then nøttæ som pa Skyoldan kunnæ fallæ ♦ Thettæ hawær ws sakt the wysæstæ ælstæ dondæ mææn som mynnæs i konyng Woldemars daghæ hwat tyyth [2] war ok sagdhæ thet wppæ thørræ syæl ok sannændæ thet thet swo war oc æær ok <ey> rættæræ wydæ Thettæ hawæ wy hørth ok seeth thet wydnæ wy meth wort insiglæ ♦ Thet ær skrywyt pa Scanør æftæ wors herræ aar fyorthænhundrath pa thet tyndæ sancte Marcus dagh ewangeliste.
Sognepræsten, borgmester og rådmænd i Skanør hilser alle, der ser dette brev eller hører det blive læst, kærligt med Gud. Det skal være vitterligt for alle, at vor høvedsmand Frille på min (vor?) herre kongens vegne spurgte os om gammel ret i Skanør og ganske særligt om min (vor?) herre kongens jord. Så sammenkaldte vi de oldinge, som vidste bedst besked derom, og som kunne huske tilbage til kong Valdemars tid - Gud have hans sjæl - og forhørte dem om sagen. Da sagde de, hvad der var dem vitterligt og viste ham al den jord, der tilhørte kongen, og den som siden er kommet til, hvor den lå. I særdeleshed spurgte han angående kampenborgernes fed, for det første hvor langt det strakte sig ved Hölviken. Så viste de ham, hvor skellet gik mellem Hölvikens boder og kampenborgernes fed, og de sagde, at i kong Valdemars tid tilhørte boderne på begge sider i Hölviken kronen, og at kongens foged Bo Dørsvend oppebar alle afgifter af boderne og alle rettigheder, som kunne tilfalde kongen i Hölviken. Fogedens bod i Hölviken lå på den side, som kampenborgerne nu siger, er deres. Fremdeles spurgte han om Skjoldet, hvor boderne ligger. Så viste de ham et kors ved Rostocks kirkegård og en pæl, som fra gammel tid havde stået som adskillelse mellem kampenborgernes fed og stavernborgernes fed samt kongens jord. Denne pæl havde Kampenborgernes foged ladet grave op i Gudmund Degns tid. Den, der i kong Valdemars tid ville drive købmandsskab på Skjoldet, skulle gøre det med tilladelse fra kongens foged som oppebar al den indtægt, der kunne falde på Skjoldet. Dette har de klogeste og ældste dannemænd, der husker, hvordan forholdene var i kong Valdemars tid, fortalt os, og de sagde på deres sjæls frelse og på deres sandhed, at det var og er således, og de ved det bedst. Dette har vi hørt og set, og vi bevidner det med vore segl. Det er skrevet i Skanør år 1410 efter vor Herres fødsel på evangelisten sankt Markus' dag.