Van godes gnaden wi Eric de Eldere herteghe to Sassen . to Engheren / to Westfalen des hilghen romeschen rikes ouerste Marscalc bekennet in desseme openen breue dat koningh Waldemar van Denemarken use leue swagher / unde de ratman der stat to Lubeke sin enes rechtes to uns ghe ghan umme schelinghe twischen en in desser wis / de koningh sculdeghet de stat to Lubeke umme iarliken tins des se deme keyser plichtich sin den eme de keyser ghe laten hebbe / unde den em de van Lubeke vor seten hebbet / unde nicht ghe gheuen hebbet alse na godes bort van deme vefteghesten iare / unde van deme en unde vefteghesten iare / dar antwert de van Lubeke to . se hebben den tins ghe gheuen / dar en im de romesche koningh ghe boden heft to geuende / unde oc marcgreue Lodeuich van brandenborch ghe boden heft van des keysers weghene / unde louet unde hopet des / dat se iz al los unde quid wesen scolen / na dem male dat se ene enes uth ghe gheuen hebben / na eres heren bode unde willen . Hir spreke wi aldus to vor recht na rade heren / unde user man / Moghen de van Lubeke des vül komen / dat se den tins uth ghe gheuen hebben . na bode . breuen unde willen / des keysers . unde des marcgreuen / unde mit quitebreuen / der de dat ghelt op gheboret hebbet / so scolen se iz billeken unde van rechte quit unde los wesen / unde heft denne de romesche koningh her en bouen useme swaghere van Denemarken wat ghe louet / dat mach ene use swagher van Denemarken umme manen oft he wil .
To ener betughinge desser vor screuenen dingh so hebbe wi dessen bref heten be seghelt mit useme ingheseghele / unde is ghe gheuen unde screuen to Berghendorpe na godes bort driteynhundert iar in deme ver unde veftighesten iare ind der teyn dusent ridder daghe /
Vi Erik den Ældre, af Guds nåde hertug af Sachsen, Engern, Westfalen, det hellige romerske riges øverste marskalk, erkender i dette åbne brev, at kong Valdemar af Danmark, vor kære svoger, og rådmændene i staden Lübeck er kommet til os for at få en retsafgørelse i striden mellem dem på denne måde: staden Lübeck skylder kongen i årlig skat, som de er forpligtet til at betale kejseren, og som kejseren har overladt ham, og som de fra Lübeck har forpligtet sig til og ikke givet ham, nemlig efter Guds fødsel fra det 50. år og fra det 51. år; dertil svarer de fra Lübeck, at de har betalt skatten, som den romerske konge har befalet dem at give og som også markgreve Ludwig af Brandenburg har befalet på kejserens vegne, og tror og håber, at de skal være helt løst og frie eftersom de tidligere har betalt ham efter deres herres bud og vilje. Her afgør vi således efter råd fra herrerne og vore mænd: Kan de fra Lübeck bringe beviser for, at de har betalt skatten efter kejserens og markgrevens bud, breve og vilje og med kvitteringer fra dem, der har oppebåret pengene, så skal de rimeligt og med rette være kvit og løst, og hvis den romerske konge herudover har lovet vor svoger fra Danmark noget, så kan han rykke vor svoger fra Danmark derfor, hvis han vil.
Til vidnesbyrd om disse førnævnte ting har vi ladet dette brev besegle med vort segl, og det er givet og skrevet i Bergdorf efter Guds fødsel 1300. år i det 54. år på de 10000 ridderes dag.